U19 - Fodbold er ikke altid fair

Sidste weekend gæstede U19 drengene Fjordager. Desværre tog vi noget skuffet hjem med et 2-1 nederlag i bagagen, hvilket på ingen måde afspejlede kampen.
Kampen startede meget lige med to hold, som investerede meget i omstillingerne og stod godt til hinanden. Efter 10 minutter var vi tæt på at komme foran, men desværre måtte vi se Tobias´ afslutning ramme stolpen og sprang væk fra målet i stedet for ind. Kort efter blev vi fanget i en omstilling og Fjordager scorede til 1-0. Målet tændte drengene og stille og roligt overtog vi spillet og før pausen, ramte vi igen stolpen og havde to-tre chancer, som med lidt mere kølighed, godt kunne have være mundet ud i en scoring, men gjorde det desværre ikke og vi gik til pausen bagud 1-0.
I pausen aftalte vi at lægge et højere pres på vores modstander, hvilket straks udmøntede sig i et par store chancer i starten af anden halvleg, hvor vi fangede bolden efter målspark. Begge gange førte det til en helt fri afslutning med deres målmand, men chancer blev desværre brændt. Efter 60 minutter fik vi endeligt scoret, da indskiftede Aksel Warberg flot blev sendt i dybden af Nikolaj Jespersen. Aksel var sikkerheden selv, da han køligt sendte bolden forbi en fremstormende målmand og udlignede til 1-1, hvilket var fuldt fortjent.
Ti minutter efter udligningen var vi få centimeter fra en føring, da Markus Hasseltoft sparkede på underkanten af overliggeren. Desværre sprang bolden ned på linjen og væk fra målet og ikke ind.
Med ni minutter igen kom vi en mand i undertal, da Markus fik et gult kort, hvilket kunne betyde, at vi nu ville blive presset langt tilbage. Det skete også i en vis grad, men vi formåede alligevel at skabe tre friløbere til vores angriber, men desværre og til stor ærgrelse, blev alle tre misbrugt og stik mod spil og chancer og i kampens dødende sekunder, fik vi ikke clearet en bold foran vores felt, hvilket en Fjordagerspiller udnyttede på flotteste vis til at sparkede bolden op i det ene hjørne, uden chancer for vores ellers fremragende keeper Lasse Rothe. Efter scoringen vendte dagens ellers glimmerende dommer sig om og fløjtede kampen af. Noget af en bitter pille at sluge efter en kamp, hvor drengene havde spillet en god gang fodbold.
På vej ud fra stadion kom en modstander fra hjemmeholdet forbi mig og sagde venligt, at det vist ikke var et fair resultat. Kunne ikke være mere enig, men sådan er fodbold til tider og lidt charmen ved sporten. Dog noget sjovere, når det er os der vinder den slags kampe.
Vi må op på hesten igen og jagte en sejr næste weekend, hvor vi skal en tur til ØB.
Vi skulle have mødt Dalum denne weekend, men den kamp er rykket til lørdag den 1. november, da Dalum ikke kunne stille hold denne weekend.