Menu

Sammenhold og vilje gav sejr i sæsonens sidste U19 kamp

image
02. november 2025 kl. 20:45
U19 Drenge Liga 3: Aarup - Dalum: 3-2

Lørdag spillede U19 deres sidste kamp i efterårssæsonen på hjemmebane mod Dalum. Normalt skifter vi ud undervejs, når der er behov for det, men i går var alle drenge blevet lovet minimum en times spilletid, da det var den sidste kamp og der skulle hygges efter kampen i klubhuset. Det kunne give en noget ujævn præstation, da flere blev afprøvet på blandt andet angriberpladsen, da vores normale angrebsspillere ikke var med i truppen. Heldigvis var det ikke tilfældet og stor ros til Tobias Olsson, Mikkel Maagaard og Noah Vangsø, som alle prøvede kræfter med angrebspladsen og gjorde det flot i de 30 minutter de hver fik på pladsen.

Kampen startede i et højt tempo, hvor et forstærket Dalum hold lagde et hårdt pres på os, hvilket pressede os en smule til at lave for mange opspilsfejl og dermed var vi mere på vores egen banehalvdel end deres i de første 10-12 minutter. Dermed kunne der heller ikke indvendes noget mod, at gæsterne bragte sig foran efter 12 minutter, da vi ikke fik dækket ordentligt op og deres venstre kant sikkert udnyttede fejlen til at komme fri i vores felt og scorede til 0-1.

Målet vækkede drengene og afleveringerne begyndte at ramme en medspiller og dermed kom vi også frem til 2-3 store chancer de efterfølgende 15-20 minutter, desværre var drengene ikke skarpe nok til at udnytte mulighederne i de minutter. Når de offensive kræfter ikke slår til, var det fedt at se, vores venstre back Magnus Slothuus i det 45. minut, tog turen med frem på en kontra og efter et godt forarbejde af Tobias Olsson, stod Magnus fri på kanten og med hans kolde højreben, udplacerede han køligt Dalum keeperen og scorede sit første mål i sæsonen og hvilken flot måde at gøre det på. Målet bragte os på 1-1, hvilket også var stillingen ved pausen.

I pausen fik drengene at vide, at de skulle være bedre til at udnytte bagrummene og turde spille bolden ned bag deres forsvarskæde, hurtigere end de havde gjort i første halvleg, da vi følte mulighederne lå der. Det lyttede vores anfører Markus Hasseltoft efter og et kvarter inden i anden halvleg, lagde han med millimeter præcision en bold i dybden til Jeppe Jørgensen, som oversprintede sin direkte modstander og køligt sparkede bolden mellem benene på den fremstormende målmand og bolden i mål til en 2-1 føring, som på det tidspunkt var fuldt fortjent, da drengene havde startet anden halvleg super flot og havde overtaget på kampen. Det var også Jeppes første mål i sæsonen.

10 minutter senere kunne Markus lade sig tiljuble i målscorerens rolle, da han headede en frisparksbold fra Tobias Olsson flot ind bag Dalum keeperen til 3-1 og minsandten om det ikke også var hans første mål i sæsonen. Med de 3 nye målscorere har 12 forskellige drenge nu scoret for holdet, hvilket er dejligt at se, at målene kommer fra alle kæder og positioner på holdet.

Bedst som vi troede vi havde kampen hvor vi gerne ville have den og havde tilspillet os et par store chancer til at bringe os for 4-1, kom der spænding tilbage i kampen, da Dalum i det 73. minut, fik reduceret til 3-2 og herefter var kampen totalt lige og en noget rodet affære, da nerverne nu spillede et pus. Heldigvis holdt drengene stand og vi kunne juble efter dagens udmærkede dommer fløjtede kampen af efter 93. minutters spil.

Stor ros til drengene som kæmpede flot og leverede en god indsats, trods en ny opstilling efter hver halve time, hvor vi skiftede tre ind hver gang. Med sejren sluttede drengene på en flot anden plads i puljen, et point efter Tommerup, hvilket er mere end godkendt.

Dagens spiller blev igen vores stærke midterforsvarsspiller Kevin Vagenas med 5 stemmer.

Nu går drengene på en velfortjent vinterferie de næste par måneder og så mødes vi igen til januar.

Tak til alle der har fuldt holdet og støttet op om holdet og til jer der har gidet at læse mine indlæg 😊

Vh U19 træneren

Luk