Menu

Godkendt sæsonstart fra U10 Drenge

image (Thor), Benjamin, Noah, Viktor, Rasmus, Theo, Villads, Lucas & (Lasse)
20. august 2023 kl. 16:08
U10 Drenge B-stævne i Korup

Det blev til en godkendt sæsonstart fra U10 Drenge i Korup søndag formiddag, hvor modstanderne lød på Korup/Ubberud, TPI og Ebberup.

I dagens første kamp, mod Korup/Ubberud, kom vi ikke rigtig ud over stepperne og måtte desværre indkassere et spinkelt nederlag, til dagens vel nok svageste modstander.

Til gengæld var vi helt anderledes klar til mødet mod TPI, som vi med en koncentreret indsats slog 2-0. Der blev først og fremmest løbet flot for hinanden - både fremadrettet, men også de defensive tilbageløb var meget solide.

Dagens sidste kamp var der set meget frem til af drengene. Det var nemlig en flok kendte ansigter fra Ebberup, som flere af drengene kender fra skolen og fra fodboldskolen i Glamsbjerg. Ebberup spiller normalt i A-rækken, men var i denne weekend tilmeldt B-stævnet. Vi vidste således på forhånd at denne kamp ville blive dagens største udfordring.
Vi lagde ellers rigtig flot fra land, men hjalp halvvejs i første halvleg desværre selv Ebberup på vej, med et lidt klodset selvmål. Det satte Ebberup i gang med en flot periode og en halvstilling på 1-4. Anden halvleg lykkedes vi med at holde Ebberup på en enkelt scoring, efter en flot afsluttende indsats af drengene.

Holdets nye trænerteam, Lasse og Thor, deltog på sidelinen og var imponerede over dagens indsats.

Næste søndag står på stævne i Fjordager.

Luk