Menu

Weekenden bød på masser af pigefodbold

image
06. oktober 2026 kl. 21:15

Lørdag deltog en flok af Aarup pigerne i U11 5v5 stævne i Ringe. For tre af spillerne var det første 5-mands stævne, og der var lidt sommerfugle i maven inden første kamp. Det blev en succesfuld formiddag, hvor de mest øvede af pigerne var dygtige til at hjælpe dem, der var afsted for første gang. Der blev kæmpet over hele linjen, pigerne spillede godt sammen, og det endte med 4 sejre ud af 4 mulige og alle kunne tage stolte hjem med mod på mere fodbold.

Søndagen stod på U13 8:8-kamp som blev spillet hos Tommerup i det skønneste solskinsvejr – og 9 friske piger var klar til en god omgang fodbold!

Pigerne leverede en rigtig flot kamp med masser af gode afleveringer, flot sammenspil og højt humør hele vejen igennem. Hele 6 forskellige piger kom på måltavlen, hvilket viser, hvor godt holdet spillede sammen.

I løbet af kampen fik flere af pigerne også mulighed for at prøve kræfter med nye positioner på banen. Det gav både nye oplevelser og chancen for at komme med frem og være med til at score. Kampen endte 8-0 til Aarup pigerne!

Luk