Menu

Skarphed til forskel i U11 kamp

image Drengene var noget mere skarpe end billedet antyder ;-)
16. september 2022 kl. 20:30
Dalum - Aarup BK: 0 - 8

Søndag formiddag gæstede U11 drengene Dalums ditto i Odense. En modstander vi kender aldeles godt og ved er et fysisk stærkt hold. Så vi vidste, at vi skulle være klar fra start, hvis vi skulle have en sejr med hjem til Aarup.

Kampen startede meget lige, hvor begge hold prøvede at få overtaget på midten, hvilket førte til et par store chancer i kampens indledning til begge mandskaber, dog uden det førte til scoringer. Begge hold viste flot omstillingsspil halvlegen igennem og kampen var meget lige de første 30 minutter. Vi kunne dog gå til halvleg med en to-måls føring, da vi fik scoret to gange de sidste fem minutter på et par flotte mål på hver sin måde.

I halvlegen talte vi ind til parathed efter en pause, da vi i sæsonen tre første kampe har tabt anden halvleg, grundet manglende parathed og kynisme fra anden halvlegs start. Drengene tog ordene til sig og var max klar fra første fløjt. Der gik ikke mange sekunder fra dommeren fløjtede op til vi havde bragt os foran 3-0. Så hurtigt at vores skønne kamera-dame ikke fik målet med på dagens video. Resten af anden halvleg, lagde vi et veltimet højt pres på vores modstander, hvilket stressede dem og førte til fem scoringer mere.

Vi vandt fortjent over Dalum, men resultatet var noget misvisende. Dalum var langt bedre med i kampen end resultatet antyder og kæmpede flot hele kampen, men vi var bare effektive på vores chancer og havde to utrolige dygtige målmænd med, som rev flere flotte redninger frem, da der var brug for det.

Spillet flød måske ikke så flot som i nogle af de forrige kampe, man vi kan se, at drengene spiller og agerer mere som et hold nu end før og flere byder ind på flere pladser, hvilket seks forskellige målscorere også vidner om.

Nu venter der drengene en spændende og hård næste uge, hvor vi først møder Middelfart på mandag hjemme i Aarup og derefter skal vi på den svære udebane mod OB på næste onsdag.

Luk