U19 Drenge - Aarup og OKS delte i porten
Mandag aften gæstede OKS vores U19 Drenge på Scankab Arena.
Kampoptakten blev lidt kaotisk, da kampens dommer udeblev og der kunne ikke findes en erstatning. Derfor måtte undertegnede tage fløjten og dermed mistede jeg muligheden for at guide drengene fra sidelinjen, hvilket ikke var optimalt.
Kampen startede meget lige, hvor begge hold prøvede at få overtaget på midtbanen. Den vandt hjemmeholdet til at starte med og allerede efter 3 minutter fik vi en gylden mulighed med en friløber, men Villads Rindom måtte desværre se sin afslutning gå tæt forbi den forkerte side af stolpen. 5 minutter fik Villads dog bragt os i front, da han kom først på en flot slået tværbold fra Brian Kærsbøl, som han denne gang sparkede sikkert i mål til en 1-0 føring til hjemmeholdet.
Efter føringsmålet kom OKS bedre med i kampen og overtog stille og roligt momentum og styrede kampen den næste halve time, hvor de udnyttede overtaget til både at udligne og bragte sig fortjent i front med 1-2.
Efter 35 minutter foretog vi et par udskiftninger, som gjorde vi igen kom bedre med ind i kampen og efter få minutter på banen, stod Mathias Vest for oplægget til det udlignede mål, da han fandt en fri Villads, som sikkert scorede sit andet mål i kampen og til stillingen 2-2, som også var resultatet ved pausen.
Anden halvleg var en lige duel, hvor holdene skiftede til at have styringen og skabte en del chancer. Sejren kunne have gået begge veje, men jeg tror vi skal være mest tilfreds med det uafgjorte resultat, da OKS virkede mere klar og så var vi alligevel ved at stjæle alle 3 point, da vi desværre brændte en stor chance i overtiden.
Efter kampen blev Villads fuldt fortjent kåret til kampens spiller.
Næste kamp er på onsdag den 13. maj, hvor drengene skal et smut til Middelfart kl. 19.


