Menu

Kibæk Cup 2023 - U15 Drenge

image
07. juli 2023 kl. 22:00

Årets Kibæk Cup blev en god udfordring for U15´s vedkommende.

Aarup U15 stillede op i en række blandet med U15 og U16 hold, og hvor holdene normalt spiller i rækkerne Liga 2 til Liga 5. Vi var klar over udfordringen, og bevæbnet med godt humør og tre stk. soundboxes var alle klar til at afslutte foråret med manér. Målsætningen lød på at følge op på forårets sammenhold, organisation og til tider gode spil, samt at alle skulle have en sjov og hyggelig weekend.

Fredag aften spillede Aarup BK U15 første puljekamp mod en meget ligeværdig modstander. 1. halvleg var meget lige, dog med overvægt i chancer til Aarup, som førte ved pausen. 2. halvleg blev nærmest spil til ét mål, og heldigvis var det mod modstandernes. Vi burde have scoret yderligere, men sejren blev "kun" på 1-0. Flot udlæg på stævnet og stemningen var helt i top.

Lørdag ventede to puljekampe mod svære modstandere. Det blev desværre til nederlag i begge kampe, men holdet stod godt imod presset og viste sammenhold og opbakning til hinanden, men modstandernes niveau var desværre et eller to niveauer over vores. Med en 3. plads i indledende pulje blev vi placeret i C-slutspillet. Her ventede endnu to svære kampe. Trætheden var nu begyndt at melde sig, og også disse kampe blev desværre tabt.

Generelt var holdet udfordret på både fysik og niveau, men i løbet af stævnet viste alle spillere godt sammenhold, god fight og ikke mindst godt humør. Så på trods af resultaterne blev målsætningen for stævnet opfyldt, og drengene tog hjem på velfortjent sommerferie med endnu en super oplevelse i bagagen.

Luk