Menu

Fedeste praktikjob

image
09. november 2023 kl. 19:30
Ludvig fra U15 deltog i pokalkampen mellem Viborg FF og FC Nordsjælland som dommerpraktikant

Jeg hedder Ludvig, jeg er 14 år og spiller for U15 Drenge i Aarup Boldklub - Fodbold.
Jeg er også ungdomskampleder og dømmer 5 og 8 mands fodbold i Aarup.

I uge 43 skulle jeg i erhvervspraktik. Da dommergerningen betyder meget for mig, besluttede jeg mig for at skrive til DBU Fyn. Jeg skrev og spurgte om der var en superligadommer jeg kunne følge. De svarede efter få dage at de havde fundet en dommer som ville have mig med.

Jeg skrev frem og tilbage med superligadommer Mads-Kristoffer Kristoffersen.
I uge 43 var der en enkelt træning og en samling.
Vi aftalte at jeg kunne komme med til pokalkampen mellem Viborg FF og FC Nordsjælland onsdag d. 1. november.

Onsdag kørte min far og jeg til Viborg, hvor vi skulle mødes med Mads-Kristoffer og det resterende dommerteam 1½ time før kampstart.
Vi startede i deres omklædningsrum. Både Mads-Kristoffer, men også det resterende dommerteam var enormt flinke, og vi havde en god snak. Vi talte om den kommende kamp, hvorfor jeg gerne vil være dommer. De var også gode til at spørge ind til hvordan jeg dømte, hvad jeg synes er fedt ved at dømme og meget mere. Og så gik vi ud for at tjekke banen.

Da vi kom tilbage i omklædningsrummet, kom en dommer-bedømmer. Det er ham som bedømmer dem under kampen og giver dem feedback efterfølgende.
Ham og jeg gik op til pressepladserne, hvorfra vi skulle overvære kampen. Jeg fik et headset på så jeg kunne høre hvad Mads-Kristoffer og linjevogterne sagde til hinanden. Det var en kæmpe oplevelse at sidde og se kampen, samtidig med at jeg kunne høre alt hvad dommerne sagde til hinanden.

Efter kampen gik vi tilbage til omklædningsrummet hvor hver dommer fik deres feedback. Jeg fik også lov til at sige hvad jeg synes var godt, og hvad jeg ville have gjort anderledes. Vi snakkede i ca. 1½ time efter kampen, og de gav mig gode tips til når jeg skal dømme 11 mands fodbold. De gav mig også gaver. Jeg fik blandt andet kampbolden, en DBU lodtrækningsmønt og fodboldloven af dem.

Hele oplevelsen var monsterfed. Det har givet mig endnu mere blod på tanden til at blive dommer og blive så dygtig som overhovedet muligt.

Luk