Menu

U8 vinder TPI cup 2020

image
Rasmus
13. januar 2020 kl. 13:38

I weekenden deltog vores U8-drenge til TPI-Cup og vandt hele stævnet med en finalesejr over BBB på 2-0 og en samlet målscorer på 17-0 for hele stævne.

Stort tillykke til Søren, Allan og alle spillerne

U8-træner Søren Marcussen har skrevet følgende referat:

I dag var U8 drenge til TPI cup 2020. Fuldt fortjent var det Aarup drengene, som kunne hæve pokalen, og vende hjem med en 1. Plads ud af i alt 28 hold.

I puljen var vi kommet i gruppe med
Morud, Dalum og TPI. Første kamp mod Morud vandt Aarup 3-0. Anden kamp mod Dalum vandt Aarup også 3-0. I sidste kamp mod TPI vandt Aarup 2-0, så drengene endte som nr. 1 i puljen, og gik videre til mellemrunden.

I mellemrunden var modstanderne Marienlyst og Middelfart. Her endte første kamp mod Middelfart 0-5 til Aarup. Derefter skulle vi møde Marienlyst, som er en kendt modstander, da vi oftest har spillet mod dem i udendørs sæsonen. Det kunne gå hen og blive en spændende kamp, da vi plejer at være meget jævnbyrdige. Det skulle vise sig, at Aarup drengene var klar fra start, og de sikrede sig en 2-0 sejr over Marienlyst, og dermed en plads videre til en krydskamp mod den anden puljes bedste hold.

Her ventede sig stævnets mest spændende kamp, som skulle spilles mod OB. Et hold som vi også kender godt, og har spillet flere meget tætte kampe mod. Aarup drengene havde ikke tænkt sig at give op, og alle kræfter kom i spil. Det var en meget tæt kamp, som endte 0-0 i de første 5 minutter, og i de efterfølgende 2 ekstra minutter blev der heller ikke scoret. Derfor måtte kampen afgøres i en straffesparks konkurrence. Her skulle OB sparke det første skud, men med en fantastisk redning af Christoffer Carstensen, havde vi pludselig muligheden for at afgøre kampen selv, hvilket Aarup fik gjort. Med en sikker scoring af Villads Kongstad fik Aarup vist, at vi var klar til at gå hele vejen.

Så ventede kun finalen, som skulle spilles mod BBB. Kampen skulle afgøres over 2 x 4 minutter. Første halvleg var meget lige, hvor Aarup ikke kom til de helt store muligheder. Ved pausen stod der stadig 0-0. I anden halvleg fik vi presset BBB, og et frispark ved midten fik gang i måltavlen, da Villads Kongstad bragede bolden ind. Derefter havde vi god kontrol med kampen, men BBB kom til et par chancer, som Aarup drengene fik kontrol over, og igen fik lavet et flot mål, som sikrede en 2-0 sejr til Aarup.

Derefter kunne Aarup drengene lade sig hylde som vindere af TPI cup 2020. En rigtig flot præstation af alle drengene i dag.